Dråber af zen politisk fascisme

Tim Pallis

I de sidste år er der kommet flere bøger og artikler om japanske buddhisters selverkendelse i forbindelse med forrige århundredes ekstreme nationalisme og militære aggression i form af en slags hellig krig. Det drejer sig om Japans imperialistiske ekspansion i Østasien fra og med den kinesisk-japanske krig (1894-95) til afslutningen af anden verdenskrig i 1945.

Der er skrevet bøger og artikler af både japanske og vesterlandske buddhister og forskere med et indgående kendskab til japansk kultur og de buddhistiske traditioner - ikke mindst zen buddhismen. Det har været meget smertefuldt at dokumentere, hvordan det gik til, at buddhismens lære om medfølelse og ikke-vold i den grad kunne perverteres af mange betydelige ledere af de zen buddhistiske institutioner.

Dette er er vanskeligt emne, men hvis ikke buddhister selv tager det op, vil journalisterne sandsynligvis senere stikke det i næsen på dem ved enhver lejlighed. De eneste, som er virkelig bekymrede, er zen folket selv, som både må undskylde fejltagelserne og samtidig ønsker at forstå, hvordan det dog kunne gå så galt.

Vesterlandske zen buddhister har det sværest, fordi de har en stor kærlighed til den japanske zen kultur. Mange har trænet i årevis i japanske zen klostre, og har derfor en dyb veneration for, hvad der foregår der.

Mange af os, som kender til den disciplin, der findes i de japanske zen klostre, smiler lidt af den militante form, som praktiseres der. Ved nærmere bekendtskab tager man ikke denne form alt for højtideligt. Zen praksis er en kamp mod dagdrømmeri og søvnighed, og bragene fra stokkeslagene i zendoen kan være en hjælp i denne kamp.

Alle med lidt rutine i zendo livet ved, at det er god reklame udadtil og lærepenge for første års lærlinge, at de får bank. Det lyder ikke særlig spirituelt, men fjerner illusionen om noget helligt udenfor én selv således, at man kan få fat i sit eksistentielle dilemma.

Det, vi skal beskæftige os med her, er imidlertid virkelig alvorlige sager, som vi godt kunne tænke os at være foruden. Det er så slemt, at løbet måske er kørt. Det vil sige, at det herefter er blevet umuligt at anbefale zen buddhismens vej til erkendelse, frihed og større medfølelse. Vi, der er bidt af Zen, er nok håbløst fortabte. Men måske bør vi holde det lidt for os selv, for hvordan kan vi nogensinde tale for en sag, som har en så skandaliseret fortid.

Måske skal vi blot i smug fortsætte vor interesse for zen, fordi det jo kun var japansk zen, som faldt for at identificeres sig som kejserlig-stats-zen (kokoku zen), ikke kinesisk, koreansk eller vietnamesisk zen. Men hvad med vor dybe respekt for de pragtfulde lærere vi har lært at kende i Japan, og som har lært os, at zens væsen går forud for både race, kultur, sprog, klasse, status og køn.

En af de zen mestre, som har gjort mest for at introducere zen til Vesten er den japanske Zen mester Hakuun Yasutani Roshi (1885-1973), kendt gennem Philip Kapleaus bog: The Three Pillars of Zen. I 1943, da han var 58, skrev han en bog om zen mesteren Dogen (1200-53). Et par måneder efter fik han Inka Shomei, dvs. han modtog dharma transmission fra sin mester Harada Daiun Sogaku (1870-1961).

Hans bog om Dogen har ikke været kendt i Vesten før nu, og det viser sig, at i hænderne på Yasutani blev denne bog om en af Japans største zen mestre til et værk om japansk hegemoni, nationalisme, militarisme og besynderligt nok antisemitisme. Yasutani kommentar til buddhismens bud om ikke at slå ihjel lyder således:

"Hvad bør der gøres i tilfælde af, at det er nødvendigt at udrydde forskellige onde påvirkninger for at gavne samfundet? Hvis det bliver nødvendigt at berøve fugles, insekters og fisks liv, eller i større målestok at dømme ekstremt onde og brutale personer til døden, eller for en stat at engagere sig i total krig? De der forstår ånden i Mahayana forskrifterne må være i stand til at besvare dette spørgsmål øjeblikkeligt dvs. selvfølgelig bør man dræbe, dræbe så mange som muligt. Man bør ved at kæmpe hårdt dræbe alle i fjendens hær. Grunden til dette er, at det er nødvendigt at hjælpe det gode og straffe det onde, og at føre buddhas medfølelse og sønlige lydighed igennem til sin fuldendelse. Ved at dræbe fjenden må man dog synke sine tårer, idet man husker på sandheden om at dræbe uden at dræbe. At forsømme at dræbe et ondt menneske, som bør dræbes, eller at undlade at udslette en fjendtlig hær, som bør udslettes, er at forråde medfølelse og sønlig lydighed, at bryde den forskrift som forbyder én at tage liv. Dette er det særligt karakteristiske ved Mahayana belæringerne.

Yasutani Roshi var ikke alene om sit synspunkt. Hans læremester Daiun Sogaku Harada Roshi, som var abbed i Hosshinji, skabte så tidligt som i 1915 dét han kaldte "krigs zen " (senso zen). Han sagde:

Hele universet er i krig... når du betragter alle ting i universet, ser du, at der ikke findes noget, som ikke er i krig.

Hans filosofi drejede sig om, at ligesom ris kornene forsøger at erobre verden for risen, så forsøger politikerne i deres kamp at erobre den politiske verden, og købmændene at erobre forretningsverdenen. Selv Sakyamuni Buddha havde bekæmpet dæmonerne for at realisere oplysningen. Derfor uden at kaste sig ud i krig er det helt umuligt at erkende buddha dharmaen... det er utilladeligt at glemme krigen selv et øjeblik.

Nu kunne man måske undskylde en sådan udtryksmåde med, at zazen træningen ofte omtales som en slagmark, hvor det er nødvendigt at fastholde opmærksomheden på åndedrættet for at bekæmpe tankernes påvirkning af den rene bevidsthed. Men i 1934 siger Daiun Harada Rōshi:

Det japanske folk er et udvalgt folk, hvis mission det er at kontrollere verden. Sværdet, som dræber, er også det svær, som skaber liv. Udsagn imod krig er idiotiske udtalelser fra de, som kun kan se én side af tingene og ikke det hele.

I en artikel med titlen: Én Vej for zen og krig, siger han i 1939:

Hvis du blive beordret til at marchere: Tramp, tramp, eller skyde: Bang, bang. Dette er den højeste visdoms (oplysningen) manifestation. Denne enhed af zen og krig, som jeg taler om, rækker ud til de yderste egne af den hellige krig, som nu er på vej.

Da det i 1943 og 1944 blev klart, at krigen ikke var til at vinde, opfordrede han Japans 100 millioner "kejserlige emner" til at dø for Japan med ære:

Vi bør fortsætte med at gøre brug af "combat zazen" meditationens konge... hvis du ser fjenden skal du dræbe ham; du må udslette det falske og etablere det sande - dette er zens kardinalpunkt. Det siges, at hvis du dræber nogen, er det bedst at se hans blod.

Vi ved nu, at næsten alle de store religiøse institutioner i Japan, ikke kun Rinzai zen og Sōtō zen sekterne, skaffede penge til at bygge Kamikaze fly. Dr. Masunaga Reiho (1902-81), en Sōtō zen præst og forfatter til flere bøger på engelsk om zen, skrev i 1945 følgende:

De særlige angrebsstyrkers (kamikaze) spirituelle motivation kommer af fornægtelsen af det individuelle selv og genfødslen af sjælen, som påtager sig historiens byrde. Fra ældgammel tid har zen beskrevet denne omvendelse af sindet som opnåelsen af fuldkommen oplysning.

Dette at identificere kamikaze pilotens selvmord med buddhismens fuldkomne oplysning må siges at tvinge zen buddhismen ud på de militaristiske ekstremers overdrev.

I denne artikel vil jeg nu begrænse mig til at omtale de zen mestre, som har haft betydning for zen buddhismens transmission til Vesten. Det er dels af pladshensyn, dels fordi jeg selv tilhører denne linje, og derfor følelsesmæssigt er berørt af deres udtalelser.

Rinzai zen mesteren Mumon Yamada Roshi (1900-1988), som var Shodo Harada Roshis læremester og lærer for mange vesterlændinge, regnes for at være dette århundredes Hakuin (1686-1769). Han var rektor for Hanazono Universitetet og den øverste abbed (kancho) for Myoshin-ji, det største Rinzai tempel i Japan.

Mumon Rōshi var en at de sjældne zen mestre, hvis buddhistiske erkendelse og forståelse af dharmaen ikke kan drages i tvivl. Alligevel var han i 1942 udgiver af en stærkt krigsliderlig bog med titlen Til fremme af krigerens vej, som indeholder en række taler af sin lærer zen mesteren Seki Seisetsu (1877-1945), som jeg skal omtale nedenfor. I efterkrigstiden fastholdt Mumon Rōshi sin opfattelse af Japans hellige krig, han sagde:

Japan udslettede sig selv for at give de asiatiske lande deres uafhængighed. Jeg mener at dette i sandhed var en bedrift, som det er værd at kalde hellig krig…. Alt dette er resultatet af de fortjenstfulde gerninger, som to en halv million heroisk indstillede landsmænd, som var loyale, tapre og uden sammenligning. Jeg mener at de forskellige folkeslag i Asien, som på den måde opnåede deres uafhængighed, igen og igen vil lovprise deres fortjenester i al evighed.

Mumon Yamada Rōshi lærermester, Seki Seisetsu Rōshi, var den øverste abbed (kancho) for det store Rinzai tempel Tenryuji og blev regnet for en "fuldt oplyst" zen mester. På forsiden af hans bog, ser man de japanske drengebøgers helt Momotaro i samuraiudstyr, som med sit sværd hugger to dæmoner, Roosevelt og Churchell, ned.

Seisetsu Rōshi argumenterede for, at foreningen af zen, sværdet og krigerens vej (bushido) kun har ét mål, nemlig verdensfreden. Han siger:

Den sande betydning af militær magt er at transcendere selviske interesser i håbet om fred... Når man lærer kunsten at hugge folk ned, gøres det altid med det mål for øje ikke at hugge folk ned. Den sande ånd i Bushido er at få folk til at adlyde uden at trække sværdet og at vinde uden kamp. I zen cirkler kaldes dette "sværdet som skaber liv"... Det bedste ved Bushido er at lære, at der ikke er nogen fjende i verden snarere end at lære at besejre fjenden. Når dette niveau nås bliver zen og sværdet én.

Seisetsu Roshi rejste til slagmarken i Kina sammen med sin elev Mumon Yamada for at motivere soldaterne. Han opfordrede dem til at adlyde det kejserlige mandat, til at være loyale, tapre, trofaste, sparsommelige og mandige... I bør indtage en dristig holdning ligesom de gamle krigere og gøre jeres pligt for udviklingen af Øst Asien og verdensfreden.